Min Mor har fundet det hele frem, og jeg er meget begejstret ved tanken om, hvad vi skal til at lave.
Jeg putter forsigtigt alle ingredienserne i blenderen – her har vi brugt ananas, jordbær, banan og yoghurt natural.
Kvalitetskontrol og løbende smagsprøver er, hvis du spørger mig, en utrolig vigtig del af processen, når der skal fremstilles is.

Flot og fin ser den ud – min nye ismaskine fra OBH.

Jeg har fuldstændig styr på, hvordan den skal betjenes.

Jeg følger utålmodigt med – selvom det kun tager ca. 10 minutter at lave isen, så kan det føles som en uendelighed, når man er 2 år gammel.

Min Mor har fundet vores fineste service frem – kun det bedste er godt nok!

Endelig er det klart, og jeg kan få smagt på sagerne.
For et par uger siden modtog jeg en funklende fin, lyseblå ismaskine fra de søde mennesker hos OBH.
Måske har de tidligere læst om, hvordan jeg selv laver ispinde – eller måske synes de bare, at sådan en charmerende Trut som mig skulle forkæles en smule (det manglede da også bare!) – men i hvert fald, så ville jublen ingen ende tage, da jeg pakkede den ud, og min Mor forklarede mig, at det var en maskine til at lave is med.
Uheldigvis skulle skålene ligge i fryseren i 8 timer, før den var klar til start – så jeg måtte væbne mig med tålmodighed (som om det begreb overhovedet eksisterer, når man er 2 år gammel) og vente helt til næste dag, før vi kunne gå i gang.
Med lidt hjælp fra Min Mor (altså der er jo ingen grund til at lave alt det hårde arbejde selv, hvis jeg kan lokke andre til det), fik jeg blendet en portion yoghurt natural med nogle bær og frugter. Min Mor er lidt af en sundhedsfreak på mine vegne, så hun siger, at man sagtens kan klare sig uden sukker, hvis bare man har en moden banan, mango eller en sød ananas.
Det blev derefter hældt i ismaskinen, låget blev sat på, jeg tændte på knappen og fulgte nøje med, mens den arbejdede – og vupti; 10 minutter senere havde jeg en lækker portion is, som jeg kunne kaste mig over.
Maskinen kan lave 0,32 ml is pr skål. Min Mor mente først, at det var en perfekt størrelse til en eftermiddagssnack til os alle 3 herhjemme – hun blev dog hurtigt klogere, for jeg kan altså godt spise sådan en portion alene – hvis jeg bare arbejder lidt hårdt for sagen.
Der følger to skåle med, så man kan i alt lave 0,64 ml is – hvilket er en perfekt portion til en familie på 3-4 personer (og ellers kan man købe ekstra skåle til 100 kr. stykket).
Jeg har som sagt kun lavet sunde yoghurtis med maskinen – men jeg synes, jeg har hørt lidt hviskeri fra køkkenet om aftenen, når jeg er lagt i seng, hvor min Mor og Far tilsyneladende har brugt MIN ismaskine til at lave flødeis med knuste Oreos eller Tobleronestykker i – og så vidt jeg kunne bedømme, så var de også yderst tilfredse med resultatet – tsk tsk tsk…
Jeg er på alle måder fuldt ud tilfreds med min ismaskine.
Den er flot, den fylder ikke ret meget – og prisen er til at forholde sig til i forhold til mange af de andre ismaskiner på markedet. Derudover passer den perfekt til hverdagsbrug, fordi den netop laver så små portioner af gangen – min Mor ville nok ikke gide at finde den frem en tirsdag eftermiddag, hvis vi skulle stå og fremstille en hel liter af gangen – her får man en perfekt portionsstørrelse på kun 10 minutter.
Jeg har indtil nu også fået lov at bruge den hver eneste dag, når jeg kommer hjem fra vuggestuen – så jeg i stedet for min normale skål yoghurt med müsli nu får mig en dejlig portion yoghurtis med frugt – ammenam!
Til gengæld mener min Mor ikke, at den egner sig så godt til de store isanretninger, når man har gæster – netop pga. portionsstørrelserne – så den er nok mest af alt en hverdagsismaskine – men det passer mig nu også helt perfekt, jeg er alligevel altid røget i seng inden desserten, når vi har gæster på besøg – hrmpf.
Flere af mine legekammerater har faktisk allerede købt deres egen ismaskine (eller, altså de har fået deres mødre til det), fordi både min Mor og jeg har været så begejstret for denne.
Du kan læse mere om ismaskinen fra OBH lige her – og du kan finde den rundt omkring hos isenkræmmere i hele landet til sådan ca. 499 kr.
Kys, kys,
![]()
Produktet har jeg fået tilsendt gratis, men derudover har jeg intet modtaget for at skrive dette indlæg.

















Nye Kommentarer