.

Venindetid

20120124-225804.jpg

I lørdags mødtes jeg med 3 veninder for at spise brunch på LêLê på Vesterbro, hvor vi havde købt et fint Downtowntilbud i december. I bedste SATC stil mødes jeg ofte med netop disse veninder for at brunche, og når man går hjemme på barsel er det simpelthen fantastisk at komme lidt ud blandt voksne mennesker og kunne spise god mad, mens man uforstyrret får en dosis venindehygge.

Jeg havde iført mig hele to af mine lagersalgskup fra by Malene Birger – både en tanktop samt mine fine silkeshorts. Jeg synes, det fungerede rigtig godt med et mix af en casual tanktop sammen med de fine shorts og en blazer med opsmøgede ærmer.

Brunchen på LêLê kan så absolut anbefales. Der er et perfekt mix mellem vietnamesiske specialiteter og de helt traditionelle ting i en brunchbuffet – og så er der et overdådigt dessertbord med bl.a. en chokoladefontæne og skumfiduser samt frugt på spyd, som man kan dyppe deri – ammenam!

Vi har efterhånden været rundt på en del af de forskellige steder i København og omegn, som tilbyder brunch – og vi har hver vores favoritter, fordi det også er forskellige ting, vi sætter pris på. Fx er det noget nær livsnødvendigt for mig med pølser, æg og ikke mindst pandekager – mens alt det der med salat og grøntsager absolut ikke finder vej til min tallerken :D

Hvilke ting udgør en god brunch for dig? – og har du et godt bud på, hvor vores næste brunchtur skal gå hen?
Jeg syndes nemlig efterhånden ikke, der er så mange oplagte muligheder tilbage…

Vinderne af H&M Conscious Collection Newborn

Så har jeg fundet frem til de to vindere, som hver modtager et helt sæt fra H&Ms nye Conscious Collection Newborn til de helt nyfødte.

Der var mange rørende historier, og hvor blev jeg dog i godt humør af at læse alle jeres søde ord om nogen, I har kær (også dem, der har nomineret sig selv, for det ER altså vigtigt ikke at glemme sig selv, når man pruster rundt som højgravid) – og det var virkelig svært at vælge.

En enkelt af kommentarerne brændte sig dog fast, allerede første gang jeg læste den, nemlig Julie Sørensens:

Jeg vil gerne nominere min gravide storesøster :) Ja egentlig af en lidt mærkelig grund. Jeg har en søn på 1 år og min søster har en datter på 2 år. Da jeg blev gravid var hendes datter derfor 4 måneder. Hun blev rigtig ked af at hendes datter ikke ville være den lille i familien længere og hun kunne slet ikke oprigtig glæde sig på mine vegne. Så tænker man måske hun er en dårlig søster, men hun havde kæmpet mange år med at blive gravid og jeg blev gravid ved et uheld med en fyr jeg havde været sammen med i 2 måneder. Hun ville ikke låne mig nogle babyting graviditetstøj osv. Vi blev meget uvenner over dette men idag har vi fundet hinanden igen og jeg glæder mig til at blive moster for 2. gang. Jeg vil gerne give hende denne gave for at vise hende at jeg elsker hende og jeg er glad på hendes vegne og lægge stridighederne bag os. Og så er det jo lidt fedt at være “det større menneske.

Den anden af kommentarerne har jeg simpelthen udvalgt ved tilfældig lodtrækning.
Det var svært at vælge, og jeg synes også, man skulle have chancen, selvom man ikke havde en rørende historie at fortælle.
Den heldige udvalgte blev Barbara med følgende kommentar:

Jeg kunne nominere mig selv, da jeg snart skal være mor igen, men vil langt hellere nominere min bedste veninde. Hun blev enlig mor i oktober til en skøn lille pige. Jeg har så meget respekt for, at hun klarer det hele selv, og synes derfor hun har fortjent en lille præmie som kan gøre de sure dage med manglende søvn mere lyse og hjælpe lidt på det hårdt trængte tøjbudget.

I må meget gerne sende mig en mail med navn og adresse, så jeg kan give det videre til H&M :)

Giveaway: H&M Conscious Collection Newborn

Jeg har tidligere skrevet om H&Ms nye Conscious Collection Newborn – som er en kollektion til nyfødte fremstillet af bæredygtige materialer uden kemiske tilsætningsstoffer.

Det er lavet i den smukkeste franske stil med afdæmpede farver, blomstrede mønstre og dejligt bløde materialer – præcist de ting, man har lyst til at svøbe sit nyfødte barn i.

Kollektionen kan købes online fra den 4. januar (tidligere skrev jeg, at det var den 27. december, men lanceringen er altså blevet rykket), men allerede nu har to heldige læsere mulighed for at vinde et sæt til sig selv eller til en veninde, søster, kollega eller lignende som er gravid eller helt nybagt mor.

Jeg ved godt, at bloggen har stået i konkurrencernes tegn i hele december, men jeg er rigtig stolt af at kunne præsentere denne giveaway i samarbejde med H&M – og eftersom mit tidligere indlæg om H&M Conscious Collection  Newborn affødte mange henvendelser både i kommentarfeltet og via mail, så håber jeg, at du tager godt i mod det ;)

For at deltage, skal du nominere en gravid eller nybagt mor her i kommentarfeltet med en kort begrundelse for, hvorfor netop hun fortjener at vinde et af de fantastisk søde sæt. Det er naturligvis tilladt at nominere sig selv!

Alle små historier, anekdoter og begrundelser er velkommende – hvad enten de handler om moderen, dit forhold til hende, barnet eller noget helt andet.

Du kan deltage frem til søndag den 8. januar 2012 kl 22 – hvorefter jeg udvælger to vindere, der hver får et helt sæt tøj til en dreng eller pige efter eget valg,

Husk at skrive din rigtige mailadresse i feltet dertil, så jeg kan få fat i dig, hvis du vinder.

Du kan læse mere om H&Ms Conscious Newborn lige her :)

Glædelig Jul fra Fidusen og Mig

Rigtig Glædelig Jul!
Jeg håber, at du havde en helt fantastisk dag og aften i går – og at den foregik præcist på den måde, du allerhelst ville have det.
Hvadenten du var omgivet af hele familien, holdte en intim jul med blot de allernærmeste – eller måske endda fejrede jul under varme himmelstrøg.

Vi har julehygget hos Trutten og Fidusens Farmor og Farfar i det fynske – og Trutten elskede vitterligt hvert eneste sekund af dagen i går – han gik modvilligt med i seng kl 00.30 – og ikke en eneste gang kunne man mærke på ham, at det var mange timer over hans sengetid.

Jeg nød den gode mad, alle mine yndlingssalmer mens vi dansede om juletræet, at se juleglæden i Truttens øjne, at fejre Fidusens allerførste jul, at putte mig ind under min kærestes arm i sofaen – og så fik jeg mine første hjemmelavede gaver fra Trutten – åh hvor jeg skatter dem højt!
Indtil jeg selv fik børn, havde jeg ærlig talt lidt ondt af mine søskende, når de udpakkede deres børns hjemmelavede kreationer – men nu forstår jeg virkelig, hvor glad man er for dem.

Nu vil jeg kaste mig over maden igen – min kærestes mor er netop ved at lægge sidste hånd på det helt store frokostbord – mmmm!

Kjole: H&M -.- Øreringe: Julie Sandlau
Fidusen: Kjole: Mini a Ture -.- Bodystocking: Ej Sikke Lej

Vores julekalender kører forøvrigt helt til den 27. december kl 10 pga juletravlheden, så du kan stadigt nå forbi Guld.log og vinde det lækreste nytårsoutfit med bl.a. en kjole fra Won Hundred og en ring fra Maria Black

Ny H&M Conscious Collection til Nyfødte

H&M har netop begået en fantastisk smuk kollektion til de helt nyfødte som også er en Conscious Collection – hvilket vil sige at den er fremstillet i bæredygtige materialer og helt uden kemiske tilsætningsstoffer.

Den er lavet i et smukt tidløst design i en fin fransk stil (som jeg jo elsker) – og der er komplette sæt til både drenge og piger med bodystocking, cardigans, strikkede bukser, varme futter, lune huer – og oven i købet findes der også det smukkeste tæppe en rangle og en skøn, skøn bamse.

Hvor ville jeg dog ønske, at det havde været her for et år siden, hvor Fidusen stadigt var inde i min mave!

Det sælges kun online fra H&Ms hjemmeside og kan købes fra den 27. december 2011.

Billedkilde: H&M – tilpasset og redigeret af mig.

Leopardplettede Lækkerier

Det er lidt sjovt, som voksenmodens tendenser går igen i børnetøjet blot en enkelt eller to sæsoner senere.
Egentlig er det jo ret hyggeligt at kunne overføre sin egen garderobe til sit barn på den måde – men alt med måde! – det skal altså stadigt ligne tøj til børn og ikke bare minikopier af voksentøj.

Leopardtrenden passer perfekt til piger i både små og store størrelser – faktisk er det overordentlig nuttet i børneudgaven og mere råt, når det kommer op i voksenstørrelsen.

Jeg har her fundet et lille udvalg af de enormt mange leopardplettede ting, man lige nu kan få fra forskellige børnetøjsmærker – en god blanding af billigt high street og de lidt mere kostbare mærker.
Fidusen ønsker sig nok faktisk aller-allermest den fantastiske flyverdragt samt den skønne grå vest – og måske også liiiige en fin heldragt :D

1) Heldragt fra Starkat – 249 kr -.- 2) Strømpebukser fra POPUPSHOP – 115 kr -.- 3) Pelsvest fra Zara – 199 kr -.- 4) Nederdel fra Zara 119 kr -.- 5) Ballerina fra Zara – 229 kr -.- 6) Kjole fra H&M – 79,95 -.- 7) Flyverdragt fra Mini Rodini – 1224 kr -.- 8) Bukser fra POPUPSHOP – 249 kr -.- 9) Heldragt fra MarMar – 249 kr -.- 10) Pelsfrakke fra Zara – 359 kr -.- 11) Sko fra Petit Nord ca. 440 kr. -.- 12) Cardigan fra H&M – 79,95 kr -.- 13) Jakke fra Zara – 139 kr

Obs. Nogle af disse links er sponsorlinks, hvor jeg får en mindre procentdel af et eventuelt køb genereret via linket.
Det koster dig ikke noget, og såfremt du ikke ønsker dette, står det dig naturligvis frit for at google dig frem til et direkte link i stedet.
Selve indholdet i dette blogindlæg er ikke købt eller betalt af en sponsor – det er stadigt et udtryk for min egen, selvstændige mening.

All For Children Collection by H&M

H&M har  begået en genistreg i min bog – de har netop lanceret den fineste kollektion kun til børn, hvor 25% af salgsprisen går til UNICEF’s børneprojekter i Bangladesh.

Jovivst er der mange tøjfirmaer, der laver samarbejder med forskellige velgørende organisationer, så vi alle kan shoppe med god samvittighed – og det er egentlig heller ikke dét, der gør mig så begejstret – nej det er simpelthen det fantastisk fine tøj, som denne kollektion indeholder.

Til Trutten skal jeg helt sikkert have fat i nogle af de fantastisk fine striktrøjer, der er i kollektionen (det er halv kashmir, halv uld) – og så er jeg håbløst forelsket i den fine pelsvest, tunikaen og frakken til pigerne. Derudover synes jeg, at de storblomstrede styles minder enormt meget om den kommende H&M Conscious Collection.

Kollektionen findes fra str. 86-128 og sælges i udvalgte butikker landet over samt i H&Ms netbutik – og den landede faktisk allerede i butikkerne i går.

Udover det meget flotte tøj (pokkers at Fidusen ikke er så stor, at hun kan passe pigetøjet), så er der også lidt andre fine ting, der ikke har så meget med tøj at gøre – deriblandt det fine, fine får Mouritz, som har en komplet garderobe med miniudgaver af tøjet fra børnekollektionen. På den måde kan barnet og dets bamse(får) være ens klædt – det bliver da næsten ikke mere nuttet!

Fåret koster 249 kr – inkl. en kuffert med dens tøj :)

Jeg er ikke helt sikker på, om det mon virker – men her skulle gerne være et direkte link til lækkerierne i H&Ms netbutik.

Kronprinsesse Mary i Nederdel fra H&M Conscious Collection

Den svenske Kronprinsesse Viktoria gør det, britiske Kate gør det – og nu gør vores egen Kronprinsesse Mary det også; tropper op i high street tøj til et officielt arrangement.

I lørdags deltog Kronprinsesse Mary i et arrangement i DR’s koncertsal, hvor hun mødte op i en blomstret nederdel fra H&Ms kommende Conscious Collection.

Den er egentlig ikke én, jeg selv ville have overvejet, men hvor er den dog fantastisk smuk på Mary – så måske man skulle?

Kollektionen er først i butikkerne fra den 6. oktober, så vi andre må vente lidt endnu med at få fingrene i den eller de andre ting fra kollektionen ;)

Billedkilde: Myroyals

Et gammelt udsalgskøb fra H&M

Her er et gammelt billede fra gemmerne – helt tilbage fra før vi tog på ferie, og jeg fik bare en smule kulør på kroppen ;)

Den blomstrede buksedragt er et udsalgskøb fra H&M, som jeg fik til sølle 100  kr.
Jeg synes, mønstret er rigtig fint – og så er den ammevenlig, hvilket lige pt er et stort plus i min bog ;)
Selvom jeg synes, jeg har fundet nogle rigtig fine løsninger, så ER der bare ikke frit valg på alle hylder i forhold til outfits, mens jeg ammer – og det savner jeg efterhånden lidt.

På den anden side, så er det også ret vemodigt, at Fidusen allerede er blevet så stor, at hun lystigt sidder og gaber op, når hun får serveret majsgrød.

Jeg synes jo næsten lige, vi kom hjem fra hospitalet med en rynket lille baby – og nu triller hun lystigt rundt, storgriner, spiser skemad og har meget mere travlt med at kigge på sit store idol – Trutten  – end med at putte og sove på brystet af sin Mor…

Buksedragt: H&M -.- Læderjakke: Samsøe & Samsøe -.- Gladiatorsandaler: ASOS

Mit bedste udsalgskøb

Mit bedste udsalgskøb i denne sæson er uden tvivl denne hæklede kjole fra Topshop.

Jeg har jævnligt kigget på den, men til £45, var der alligevel andre ting, jeg hellere ville prioritere.

Her under udsalget blev den imidlertid sat ned til sølle £15 – så jeg var lynhurtig til at putte den i kurven og trykke KØB – og jeg blev på ingen måde skuffet over kvaliteten.

Den er lækker i strikken, dejlig tung – og så har den en perfekt pasform.

Den blev indviet her i weekenden til min søde svigermoders 60 års fødselsdag. Eftersom vejret mere minder om efterår end sommer, og festen skulle holdes på et skib, så blev jeg desværre nødt til at smide et par bukser under kjolen – ellers har jeg nu tænkt mig at bruge den med bare ben :)

Hvis du synes, der er lidt stille på bloggen i disse dage, så skyldes det, at Truttens vuggestue holder ferielukket (næste år må Københavns kommune gerne tjekke vejrudsigten, inden de sådan lukker institutionerne), og når vejret ikke just indbyder til lange gåturer og besøg på legepladsen, så er der nok at se til med at holde styr på både Trut og Fidus her i hjemmet.

Men fortvivl ikke – jeg vender tilbage allerede i morgen med en fantastisk konkurrence ;)

Kjole og bukser: Topshop -.- Sandaler: Lanvin -.- Bælte: H&M