.

Barselslivets Glæder

Fidusen og jeg nyder livet på barsel – vi har efterhånden lært hinanden så godt at kende, at vi ved, hvornår vi begge har brug for en lur, hvornår vi  har brug for noget at spise, hvornår vi har overskud til socialt samvær, hvornår vi vil danse fjollet til Åh Abe hjemme i stuen, og hvornår vi allerhelst vil nyde tosomheden; bare hende og jeg.

Forleden havde vi dog en playdate med en sød dame og hendes endnu sødere baby – mens mødrene fyldte sig med kaffe og kopkager, så fik Fidusen og Paven pludret om løst og fast; vuggestuestart, utilfredshed med menuen derhjemme samt julegaveønsker og seneste mode indenfor babycouture.

Hvis du ikke allerede har besøgt Pavens Mor aka Guld.log i dag – så må du love mig, at suse forbi, så snart du er nået til enden af mit indlæg. Hun udlodder nemlig en fantastisk fabelagtig præmie i vores julekalender; en taske fra IRO doneret af Triercopenhagen.com til en værdi af hele 4200 kr.

Vi havde sat hinanden i stævne i Torvehallerne i København – jeg er virkelig begejstret for det sted, hvadenten man skal købe ind til et lækkert måltid derhjemme, eller man gerne vil nyde maden derinde. Det er ikke decideret børnevenligt, men man kan sagtens være heldig at finde en siddeplads, hvor der også er plads til en barnevogn, og i modsætning til andre (hostILLUMhost), så bliver der ikke rynket på næsen, hvis man ammer sin baby derinde.

Jeg havde fundet en gammel favorit frem fra gemmerne og brugte den som nederdel indenunder min vamsede strik fra Ralph Lauren – som virkelig er mit yndlingsitem i klædeskabet lige pt. Jeg elsker virkelig det fine print på kjolen, og nu er den efterhånden mere end to år gammel, så det må siges at være ét af de bedre high street køb.

Strik: Ralph Lauren -.- Nederdel/Kjole: Topshop -.- Støvler: Horze

Smukke Efterårsfarver

Sidste weekend var jeg en tur i Dyrehaven med familien for at nyde det helt fantastisk smukke efterårsvejr.

Jeg havde en smule ondt i maven over at måtte rejse fra familien, så det var med at nyde weekenden sammen med dem.

Trutten var forøvrigt ikke tilfreds med, at jeg sådan skulle af sted uden ham – og da jeg søndag eftermiddag sad og skrev huskeliste til turen, fandt følgende samtale sted:

Trutten: Hvad laver du Mor?

Mig: Jeg sidder og skriver en liste over de ting, jeg skal huske at have med i morgen.

Trutten: Har du skrevet mig på listen?

(her brast mit hjerte næsten)

Mig: Nej – for du skal jo være hjemme og hygge med Far og Fidusen…

(5 minutter senere)
Trutten: Står jeg på listen nu, Mor?

Han bliver en vaskeægte hjerteknuser, er jeg sikker på!

Varme og komfort var i højsædet, da jeg skulle ud af døren – til trods for det fine solskin på billederne, havde det nemlig småregnet det meste af dagen.
Jeans: Acne -.- Støvler: Hunter -.- Strik: Topshop -.- Tørklæde: Rabens Saloner -.- Hue: COS

UGG Støvler til halv pris hos Topshop

Topshop har netop startet et lille Mid Season Sale, hvor de som sædvanligt har masser af lækkerier til virkelig gode priser.

Topshop fører også enkelte mærker udover deres eget brand – og ét af de mærker er UGG, som laver dejligt varme og vamsede støvler, der holder fødderne varme i en kold tid.
Den strikkede variant af disse støvler (som jeg personligt meget bedre kan lide end lammeskindsversionen) er sat ned til halv pris her under Topshops udsalg – og koster derfor kun £60 – ca. 510 kr. Eftersom de sendes fra England, så risikerer du altså ikke told eller andre ubehagelige overraskelser, så prisen er virkelig, virkelig god.

Du finder de sorte UGG støvler her og de grå UGG støvler her :)

Billedkilde: Topshop – tilpasset og redigeret af mig.

Støvler på budget

Jeg skal have fundet mig et par støvler til efteråret og til de tørre vinterdage.
Jeg har flere par varme, fluffy støvler, til når sneen fyger om ørerne – men jeg mangler et eller flere par ankelstøvler.

Jeg har været på udkig det seneste stykke tid og har fundet frem til 4 forskellige par, som alle er indenfor økonomisk rækkevidde – selv for én på SU – og de er alle i ægte læder/ruskind.

Til gengæld har jeg så enormt svært ved at vælge mellem disse 4 par og overvejer, om jeg mon skal indgå et kompromis med mig selv og købe ét par med hæl og ét par uden ;)

Støvlerne finder du her:
Bianco Cathrine til 800 kr i hhv sort eller camel -.- Horze støvle til 399 -.- Topshop Støvle til ca. 325 kr.

Billedkilde: Topshop, Bianco og Horze – tilpasset og redigeret af mig

En Magisk Efterårsdag

Jeg skulle egentlig have været i Jylland sidste weekend, men logistikken med to børn, transport, overnatning og fest ville desværre ikke gå op i en højere enhed – så pludselig stod vi med en hel weekend uden planer, og det var faktisk overordentlig rart og tiltrængt.

Først tog vi en lang gåtur på Kastellet, hvor vi nød det fantastiske sommer efterårsvejr – og vi fik lullet begge børn i søvn i hhv. barnevogn og klapvogn, så vi kunne sidde og kærestehygge på Café Mormor, der laver den mest fantastiske kiksekage!

Da Trutten og Fidusen igen vågnede op til dåd, begav vi os ind til Indre By, hvor børnene og min kæreste satte kursen mod en legeplads, mens jeg fik lov at shoppe lidt rundt i ro og fred!

Dernæst var vi egentlig på vej hjem – men Trutten protesterede højlydt – og vi kunne jo kun give ham ret i, at nu hvor solen endelig tittede frem, så var det med at indsnuse al den solskin, vi overhovedet kunne rumme, så i stedet begav vi os hen til Københavns nyåbnede Torvehaller, hvor vi nød en kop kaffe i solen.
Det var dog ikke en hvilken som helst kop kaffe – det var nok faktisk den bedste kop kaffe, vi nogensinde har smagt – og eftersom min kæreste er en erfaren gammel barista, så er det store ord fra ham.

På vej ned mod Søerne, da vi krydsede Dronning Louises Bro, var der pludselig spontan gadefest med masser af glade mennesker, festlig musik og god stemning. Trutten var rigtig i sit es og fik flashet nogle sprøde moves for at imponere de smukke damer, der faldt for hans charme og good looks ;)

Trutten indtog sin aftensmad på en bænk ved Søerne, mens solen langsomt gik ned – og så var vores snedige plan at få begge børn til at sove sødt og nydeligt i deres transportmidler, så vi kunne spise aftensmad uforstyrret – men Trutten var af en anden mening og lå noget så frækt i klapvognen og pønsede på spilopper.

Vi indgik derfor et kompromis – han blev udstyret med fars iPhone, så han så Barbapapa på polsk (?), mens vi indtog et helt fantastisk måltid ved de hyggelige caféborde udenfor LêLê på Østerbrogade. På vejen hjem stoppede vi på en jernbanebro og fik vinket godnat til alle togene – og derefter kunne Trutten med ro i sindet lægge sig til at sove, mens vi trillede det sidste stykke hjem.

På alle måder en helt magisk efterårsdag, hvor vi alle fik taget pænt afsked med sommeren, som ellers desværre har været noget fraværende i år.

Lædershorts: Cheap Monday -.- T-shirt: T by Alexander Wang -.- Strik: Topshop -.- Sko: Converse

Klædt på til efteråret

Jeg har været ret fraværende her på bloggen i denne uge, hvilket primært skyldes, at jeg har været alene hjemme med Trutten og Fidusen, som begge har været sløje og snottede – så jeg er gået omkuld sammen med dem hver aften.

I går var min kæreste dog tilbage hos os, så vi var alle ude at gå en tur i det skønne efterårsvejr.
Vi bor tæt på Kastellet og Langelinje, og man kan vist næsten ikke ønske sig smukkere omgivelser, når man er ude at gå en tur.

Mon du er københavnerkendt nok til at spotte, hvor jeg står på billedet? ;)

Min store vamsede strik er fundet frem – den er skøn at putte sig i – og det er en helt ny fornemmelse at have den på nu, hvor der ikke er en stor mave, der fylder den ud :D

Heldigvis er det stadigt lunt nok til bare fødder, så jeg benyttede mig af muligheden for at lufte mine Lanvins.

Jeans: Superfine -.- Strik: Topshop -.- Flats: Lanvin -.- Tørklæde: Rabens Saloner

FERIE!! – med lidt Chanel vibes

Så har vi ferie her i huset – eller, dvs. min kæreste har fået ferie – men oven på den næsten umulige opgave at skulle underholde Trutten i to ugers regnvejr, hvor vuggestuen havde ferielukket, så har jeg stort set også trængt til ferie :D

Nu er hele familien samlet herhjemme – præcist som vi allerbedst kan lide det!

Den første feriedag, i torsdags, blev spenderet på en shoppe/café/hyggetur inde i City – det er skønt at have en kæreste, der også nyder den slags!

Jeg var iført ikke mindre end to nye køb – eller i hvert fald har de ikke tidligere været vist frem her på bloggen. En skøn (og meget omblogget) nederdel, som kan være lang, kort, lige, twistet eller draperet – alt efter humør og lejlighed – og så en cardigan fra Topshop som oser af Chanel – men dog heldigvis ikke var i nærheden af at koste det samme ;)

Nederdel: T by Alexander Wang -.- T-Shirt: James Perse -.- Cardigan: Topshop -.- Flats: Marc by Marc Jacobs

Mit bedste udsalgskøb

Mit bedste udsalgskøb i denne sæson er uden tvivl denne hæklede kjole fra Topshop.

Jeg har jævnligt kigget på den, men til £45, var der alligevel andre ting, jeg hellere ville prioritere.

Her under udsalget blev den imidlertid sat ned til sølle £15 – så jeg var lynhurtig til at putte den i kurven og trykke KØB – og jeg blev på ingen måde skuffet over kvaliteten.

Den er lækker i strikken, dejlig tung – og så har den en perfekt pasform.

Den blev indviet her i weekenden til min søde svigermoders 60 års fødselsdag. Eftersom vejret mere minder om efterår end sommer, og festen skulle holdes på et skib, så blev jeg desværre nødt til at smide et par bukser under kjolen – ellers har jeg nu tænkt mig at bruge den med bare ben :)

Hvis du synes, der er lidt stille på bloggen i disse dage, så skyldes det, at Truttens vuggestue holder ferielukket (næste år må Københavns kommune gerne tjekke vejrudsigten, inden de sådan lukker institutionerne), og når vejret ikke just indbyder til lange gåturer og besøg på legepladsen, så er der nok at se til med at holde styr på både Trut og Fidus her i hjemmet.

Men fortvivl ikke – jeg vender tilbage allerede i morgen med en fantastisk konkurrence ;)

Kjole og bukser: Topshop -.- Sandaler: Lanvin -.- Bælte: H&M

Sol, shopping og biotur

Lige for tiden er min lillebitte Trut på ferie hos sin Farmor og Farfar – jeg forstår slet ikke, at han allerede er så stor, at han tager på ferie uden sin Mor – og så har han oven i købet kun spurgt efter os to gange… Godt jeg har en lille baby herhjemme, jeg kan kysse, når savner bliver alt for stort – og som et plus, så har hun endnu ikke lært at råbe “ikke flere kys nu Mor – STOP!” – som Trutten ellers er begyndt på (mini-teen!).

Da min kæreste havde fri fra arbejde i går tog ham og jeg og Fidusen en tur ind for at shoppe en smule og nyde det fantastiske solskinsvejr. Vi spiste en god gang thaimad og tog så hjem til min svoger, hvor Fidusen blev spist af, puttet til at sove – og så susede vi ellers af sted til Imperial for at se den allersidste omgang af Harry Potter.
Det var SKØNT at sidde og putte i biografmørket – men jeg blev altså en anelse trist over at sige farvel til hele det magiske univers, som jeg efterhånden har fulgt i en del år.

Filmen er i 3D – og undervejs bemærkede jeg godt, at min kæreste sad og kløede sig i øjnene, tog brillerne af og på – prøvede at se den uden brillerne. Da filmen var slut, sagde han, at han simpelthen ikke forstod, hvorfor biograferne viste 3D film, når de ikke var af en bedre kvalitet endnu.
Jeg var meget uforstående overfor det – for jeg synes jo netop, der er nogle fantastiske effekter, når det er i 3D. Efterhånden som samtalen skred frem, stod det klart for os begge, at han simpelthen ikke kan se 3D.
Jeg var færdig af grin over det – for vi har altså set et par stykker af den slags film efterhånden – men jeg kan samtidigt ikke helt forstå det. Har du før hørt om nogen, der heller ikke kan se 3D? (meget heldigt, at han ikke læser med på min blog, når jeg sådan hænger ham ud på den måde :P ).

Da filmen var slut, skyndte vi os tilbage for at hente Fidusen – men hun slumrede stadigt sødt og trygt i sin barnevogn – så hun nåede aldrig at opdage, at vi havde været væk ;)

Bukser: Topshop -.- Bluse, Sko, T-shirt og Cardigan: Zara :D

Swimwear!

Nu er der ikke længe til, at vi pakker kufferterne og drager sydpå til varme, sol og afslapning (så meget, som man nu kan slappe af med to små børn ;) ).

Jeg havde egentlig hele tiden regnet med, at jeg var nødt til at hoppe i en badedragt, når vi skulle rejse blot 3 måneder efter min fødsel, men heldigvis er det ikke tilfældet, så nu har jeg været på bikinijagt.

Badetøjssæsonen var jo allerede i fuld gang, da jeg begyndte at lede – så meget af det fine badetøj havde allerede været på udsalg – og var dermed udsolgt. Jeg havde næsten opgivet håbet, da jeg af alle steder faldt over denne fine bikini hos Topshop.

Jeg var ellers næsten ude i at bruge en mindre formue på en fin bikini fra Chloé – men denne fra Topshop ramte helt plet, og da jeg fik den hjem og fik den prøvet på, blev jeg blot endnu mere begejstret.

Jeg er (ikke overraskende) helt forelsket i det maritime look – og normalt går jeg altid efter den traditionelle trekantsbikini, men denne model sidder virkelig fint, og så kan stropperne endda tages af, så man undgår de irriterende hvide striber ;)

På Trendsales fandt jeg en fin, let tunika fra Zara – som jeg kommer til at bruge sammen med bikinien – så nu mangler jeg bare en fin, stor stråhat – så er jeg fit to go ;)

Bikinien finder du lige her og her hos Topshop.

Billedkilde: Topshop samt eget billede.