.

Nyt Køb og Allerede på et Outfitbillede

Et meget sent indlæg fra mig, men det hele kører en smule mere langsomt end vanligt her på matriklen, da mange af os har været lagt ned af sygdom.
Jeg er heldigvis ved at være frisk igen, men min kæreste har været syg hele ugen, Fidusen har pjevset pga. tænder, og i dag kom Trutten hjem fra børnehave med feber.

Billederne er derfor selvsagt heller ikke fra i dag – men er fra en aften, hvor vi vovede os ud at spise med begge børn.
Vi var noget nervøse, men det gik over al forventning, og både Trutten og Fidusen hyggede sig og kunne tydeligt mærke den gode stemning.

Bæltet er helt nyt og fra Nelly. Jeg ville gerne have linket til det, men det er tilsyneladende udsolgt lige nu. Det kostede 200 kr, og til prisen er det en fin erstatning for et fantastisk bælte fra Maison Martin Margiela, som jeg kredsede om så længe på The Outnet, at det desværre nåede at blive solgt for næsen af mig.


Silkekjole: Nué Notes -.- Bælte: Nelly Trend -.- Støvler: Zara -.- Ur: Oscar de la Renta -.- Fingeringe: Arvestykke og Georg Jensen

Husk endelig at kigge ind forbi Fie, som udlodder en smuk silketop fra Designers Remix i dagens kalenderlåge. Du kan både nå det, hvis du er sent oppe og læser dette indlæg eller hvis du står tidligt op – for kalenderlågen er åbent helt til kl 10 :)

Inspiration til julefrokosterne fra Rützou

Med en Trut og en lille Fidus i huset, er det begrænset, hvad jeg kan se frem til at festlige arrangementer i december måned (eller dvs. står det til Fidusen, er der fest hver nat – vi har dog ikke helt samme idé om, hvad der udgør en festlig lejlighed ;) ).

Jeg har dog heldigvis et par enkelte anledninger til at dresse up – og når hverdagene bliver tilbragt i barselsbobbelen, så er det med at gribe enhver lejlighed for at gøre lidt ekstra ud af sig selv.

Jeg har forelsket mig hovedkuls i den fantastisk smukke kjole fra Rützous vinterkollektion som er slående enkel – og alligevel har de smukkeste detaljer, som gør hele forskellen.

Her har jeg sat den sammen med et par smukke øreringe fra Line&Jo, samt stiletter og clutch fra Zara.

Billedkilde: Zara, Be-Fashionable.com samt Rützou – tilpasset og redigeret af mig.

Fine Tasker med Fjer

Jeg er dybt fascineret og fortryllet af ting med fjer – tasker, kjoler, hatte – så længe de er lavet i en god kvalitet, så synes jeg, at fjer tilføjer elegance og stil, samtidigt med at de alligevel giver det hele et lille twist.

Malene Birger har begået den mest fantastiske og helt igennem smukke taske, som jeg er dybt forelsket i  – men som desværre også lige er en tand over mit budget.
Den vil ellers være perfekt til festsæsonen som vi så småt træder ind i med julefrokoster og nytårsfest.
Jeg har derfor fundet et par budgetvenlige alternativer – hvor jeg faktisk selv har clutchen fra ASOS, som jeg bl.a. brugte til et bryllupsoutfit.

Malene Birger 1.999 kr -.- Zara 579 kr -.- ASOS 240 kr

Obs. Nogle af disse links er sponsorlinks, hvor jeg får en mindre procentdel af et eventuelt køb genereret via linket.
Det koster dig ikke noget, og såfremt du ikke ønsker dette, står det dig naturligvis frit for at google dig frem til et direkte link i stedet.
Selve indholdet i dette blogindlæg er ikke købt eller betalt af en sponsor – det er stadigt et udtryk for min egen, selvstændige mening.

Billedkilde: Malene Birger, Zara, Asos og Calagry Costumes – tilpasset og redigeret af mig.

Min første aften uden baby – til Nelly event

Man kan ikke just beskylde mig for at være den hurtigste i blogland, når det kommer til at skrive om dette event – men bedre sent end aldrig – og nu kan du i hvert fald ikke påstå, at du ikke har læst om andet rundt omkring de seneste dage :P

For et par uger siden, var jeg inviteret ind på Nasa (hvilket gav nogle vilde flashbacks til byturer præ-Trutten – omend Nasa ikke just var det etablissement, jeg frekventerede mest) af Nelly, som lancerede en ny skokollektion.

Som debut på en babyfri aften, så kunne det næsten ikke blive bedre!

Jeg havde en god veninde under armen, vi blev hentet herhjemme af en fin Nelly taxa, der var uanede mængder af gratis champagne og sushi – og så var der sko overalt, hvoraf vi hver måtte vælge to par, som gratis ville blive sendt hjem til os efterfølgende – what’s not to love?

Skoene var ret høje sammenlignet med de sko, jeg ellers har – men det var netop en fin mulighed for at bevæge mig lidt ud af min sikkerhedszone i forhold til de ting, jeg normalt shopper efter.

Skoene på de første 4 billeder er nogle af dem, der lå tættest på min stil – og skoene på det andet billede endte jeg faktisk med at bestille som back-up – hvis nogle af de ønskede skulle være udsolgte.
De er helt knaldede og på ingen måde noget, jeg normalt ville købe – men der var altså et eller andet ved dem, jeg faldt for – muligvis de fantastiske lilla glimmerhæle?

Jeg er lidt spændt på at se, hvilke par jeg ender med at få – men jeg skal nok vise dem frem, så snart jeg modtager dem :)

Silkekjole: Zara -.- Pailletblazer: Zara -.- Læderleggings: Vila -.- Clutch: Marc by Marc Jacobs -.- Stiletter: Marc by Marc Jacobs

Leopardplettede Lækkerier

Det er lidt sjovt, som voksenmodens tendenser går igen i børnetøjet blot en enkelt eller to sæsoner senere.
Egentlig er det jo ret hyggeligt at kunne overføre sin egen garderobe til sit barn på den måde – men alt med måde! – det skal altså stadigt ligne tøj til børn og ikke bare minikopier af voksentøj.

Leopardtrenden passer perfekt til piger i både små og store størrelser – faktisk er det overordentlig nuttet i børneudgaven og mere råt, når det kommer op i voksenstørrelsen.

Jeg har her fundet et lille udvalg af de enormt mange leopardplettede ting, man lige nu kan få fra forskellige børnetøjsmærker – en god blanding af billigt high street og de lidt mere kostbare mærker.
Fidusen ønsker sig nok faktisk aller-allermest den fantastiske flyverdragt samt den skønne grå vest – og måske også liiiige en fin heldragt :D

1) Heldragt fra Starkat – 249 kr -.- 2) Strømpebukser fra POPUPSHOP – 115 kr -.- 3) Pelsvest fra Zara – 199 kr -.- 4) Nederdel fra Zara 119 kr -.- 5) Ballerina fra Zara – 229 kr -.- 6) Kjole fra H&M – 79,95 -.- 7) Flyverdragt fra Mini Rodini – 1224 kr -.- 8) Bukser fra POPUPSHOP – 249 kr -.- 9) Heldragt fra MarMar – 249 kr -.- 10) Pelsfrakke fra Zara – 359 kr -.- 11) Sko fra Petit Nord ca. 440 kr. -.- 12) Cardigan fra H&M – 79,95 kr -.- 13) Jakke fra Zara – 139 kr

Obs. Nogle af disse links er sponsorlinks, hvor jeg får en mindre procentdel af et eventuelt køb genereret via linket.
Det koster dig ikke noget, og såfremt du ikke ønsker dette, står det dig naturligvis frit for at google dig frem til et direkte link i stedet.
Selve indholdet i dette blogindlæg er ikke købt eller betalt af en sponsor – det er stadigt et udtryk for min egen, selvstændige mening.

Trutten på Tur – Jesperhus Blomsterpark del 1

Som jeg tidligere har nævnt, så har jeg egenhændigt indført en ny kategori her på Bloggen – Trutten på Tur!

For at få indviet denne kategori, som er endnu et udslag af min geniale tankestrøm, så var Jesperhus Blomsterpark så søde at invitere mig på et ferieophold hos dem for et stykke tid siden.

Anmeldelsen har været så længe undervejs, fordi min Mor åbenbart blev uvenner med hukommelseskortet på kameraet og nær havde fået udslettet ALLE de fantastiske fotos, der var blevet taget af mig.

Jeg var nemlig så storsindet, at jeg tog resten af familien med – der skulle jo være nogen til at køre bilen og til at betjene kameraet, så blogindlægget kan blive krydret med en masse fine billeder af undertegnede.

Jesperhus Blomsterpark ligger på Mors – en lillebitte ø i det nordvestlige Jylland (ikke ret langt, fra hvor min Mor voksede op – så hun har fablet løs om “dengang JEG var barn” – altså damen er 30 år gammel, det er jo en evighed siden!) – så vi var ude på en ca. 5 timers køretur her fra København. De havde dog en ganske smart ordning, hvor man fik 100 kr rabat på sin billet til broen, hvis man købte gennem dem – så der var lidt ekstra til at spendere på is til Moi!

Hånden på hjertet, så var jeg ærlig talt en smule skeptisk, da jeg hørte, at vi skulle til en Blomsterpark. Jeg mener; min Mor har blomster ude på altanen, og udover dem, der kom jordbær på, så var der ikke meget spændende ved det projekt for mig.

Hjemmefra havde jeg dog fået lov at kigge lidt på deres side på Facebook (man har vel tiltusket sig adgangskoden til sin Mors profil), og jeg kunne se, at der tilsyneladende var mange andre spændende ting at lave end blot at kigge på blomster, så jeg pakkede spændt min lille kuffert og gjorde klar til afrejse.

Vi blev indkvarteret i en fin hytte med sovepladser til hele 6 personer – så vi havde rigeligt med plads. Man skulle kun medbringe håndklæder og sengetøj – og selv rengøring, skulle man ikke tænke på, når man rejste hjem igen (ikke at jeg beskæftiger mig med den slags, men i så fald måtte jeg jo have stået for at underholde Fidusen, mens min Mor og Far klarede rengøringen, og det slap jeg så heldigvis for).

Man må gerne medbringe husdyr mod et mindre gebyr, så selv Tosca – min helt egen kat – fik lov at komme med på tur.

Når man bor på Jesperhus’ campingplads eller i en af deres hytter, så får man også gratis adgang til badelandet og blomsterparken, når det bookes som en kombiferie.

Selve campingpladsen, hvor hytterne ligger, er rigtig hyggeligt indrettet med små veje, der er opkaldt efter de frugttræer, der er plantet langs vejen. Vi boede på Pærevej – men jeg kan godt afsløre, at min Far og jeg var på rov på både Blommevej og Æblevej ;)

Hver aften bliver der tændt et kæmpe bål, og så er der gratis snobrødsdej og pinde, så alle kan sidde og hygge med snobrødsbagning. Jeg satte naturligvis min Mor til det, mens jeg løb rundt og legede – og da hun langt om længe var blevet færdig, så fik jeg hurtigt spist de to, hun havde siddet og fiflet med.

Der var nogle store legepladser rundt omkring på campingpladsen og et indendørs aktivitetscenter med bowling, sportsbaner og en legeplads – og så var der vandland, et STORT plus for en vandhund som mig.
Fælles for det hele er, at når man først har betalt for at bo på pladsen, så er det hele ganske gratis (et STORT plus i min Fars bog :D ).

Jesperhus har fået Jungledyret Hugo som maskot – så Hugo og hans venner lavede flere gange et fint show på scenen, og man kunne også være heldig at møde dem rundt omkring på pladsen, hvor man kunne få et lille kram af dem.
Jeg havde allerede stor erfaring med den slags fra min ferie i Tyrkiet, så jeg var ret stor fan af ham Hugo.

Vi nåede både at være i Jesperhus et par dage med solskin og en dag med øsende regn – og der var MASSER af ting at lave i begge slags vejr, men det kræver altså et indlæg helt for sig selv (i al beskedenhed, så var der nemlig så mange fantastiske billeder af mig i gang med de forskellige ting, at jeg havde svært ved at vælge) -så det følger i løbet af de næste par dage.

Min Mor har dog lige oplyst mig om, at Jesperhus har åbent hele efterårsferien, hvor der er en masse skæg og ballade, og man oven i købet kan få helt op til 1000 kr i rabat ved at booke online nu – så måske det var værd at overveje :)

Min Mor plejer altid at afslutte sine indlæg med at oplyse, hvad hendes outfit består af, så det må jeg også hellere gøre :P :

Trutten: Polo: Ralph Lauren -.- Strik: Ralph Lauren -.- Shorts: Zara -.- Strømper: COS -.- Sandaler: Angulus

Fidusen: Hue: Poppy Rose -.- Bodystocking: Mini a Ture -.- Bukser: Poppy Rose

Kys kys,


Dagens Mor :)

Lige et par hurtige billeder af dagens outfit, inden jeg joiner Fidusen i Drømmeland.

Lige for tiden har vi nogle laaaaange nætter, hvor det er tydeligt at mærke, at hun efterhånden er ved at være så stor, at mælk ikke helt er nok til at mætte en sulten frøken – men hvor hun samtidigt ikke er specielt begejstret for at smage på alle de forskellige slags grød og mos, jeg står og kokkererer til hende.

Jeg er normalt ikke specielt påvirket af at miste noget af min nattesøvn, men lige for tiden er jeg simpelthen nødt til at snuppe mig en formiddagslur – og når jeg så samtidigt har verdens længste to-do liste, så føles det en smule stressende at ligge og sove tiden væk.

Heldigvis har vi her til aften været til fødselsdag hos min Svoger, som bød på lækkert mad, hjemmelavede flødeboller og Hansen is – så jeg er mæt, veltilpas og klar til kamp i nat ;)

Nederdel: T by Alexander Wang -.- Jakke: Zara -.- T-shirt: T by Alexander Wang -.- Sko: Converse

Der er fyldt op på glædeskontoen

I dag har været én af de dage, som har været spækket med gode, skønne oplevelser, som man kan trække på de næste mange grå regnvejrsdage.

  • Solen har skinnet – og det har været dejlig varmt!
  • Jeg har spist lækker brunch med en skøn veninde (og Fidusen) og har gået en laaaang tur i det skønne vejr.
  • Solen har skinnet – og det har været dejlig varmt!
  • Trutten har været på sin allerførste tur i biografen med farmand – og de havde begge nydt det i stor stil (Trutten formåede at sidde helt stille en time i træk – det er nok sådan ca. aldrig sket før)
  • Her til eftermiddag og aften var jeg alene med begge børn og var totalt overskudsmor som; legede med togbane, legede med biler, byggede hule, klippede Trutten (Mor jeg vil gerne have fint hår som Vilma fra vuggestuen), fik lavet majsgrød til Fidusen og boller i karry til Trutten og mig, havde begge børn i bad, læste bøger, tegnede, ryddede op – og sluttede af med godnathistorier for dem begge inde i Truttens seng, hvorefter de stille og roligt faldt i søvn i hver deres seng og nu sover sødt, mens jeg nyder roen og benytter mig af muligheden for at få arbejdet en smule.

Jeg kan godt afsløre, at sådan en dag hører til sjældenheder – så jeg har labbet det i mig og gemt fornemmelsen helt inde bagerst, hvorfra jeg kan hive den frem igen, når de begge græder om kap, huset flyder og jeg hvert andet minut tjekker uret for at se, hvor tidligt jeg kan tillade mig at putte dem i seng ;)

Jeans: Acne -.- T-shirt: T by Alexander Wang -.- Jakke: Zara -.- Sko: Converse

Fødselsdagsfejring med familien

I lørdags var min kæreste og jeg værter, da vi havde inviteret familien på besøg for at fejre min indtræden i de voksnes rækker.

Vi elsker begge at sammensætte spændende menuer, at kaste os ud i nye retter og ikke mindst at lave “gæstemad” hvor man kan give den lidt ekstra gas i forhold til hverdagen som med to børn ofte ender i en børnevenlig og sund løsning – hvilket de fleste gange involverer hakket kød, kan jeg allerede godt afsløre, såfremt du ikke har børn :P

Min kæreste havde længe argumenteret for, at vi skulle finde et tema for festen – jeg troede egentlig, at den slags var blevet tilbage i 90′erne – men måske det kom frem igen sammen med Dr Martens, Palladium og koboltblå?

I hvert fald, så overgav jeg mig – og valget faldt omgående på italiensk mad.

Vi købte ind i Supermarco – et italiensk supermarked i Sydhavnen. Et fantastisk sted som bugnede med lækre specialiteter og et kompetent italiensk personale, som ikke var blege for at give råd og idéer – og så var de alle helt forelskede i både Fidusen og Trutten (selvom sidstnævnte havde grusomt travlt med at løbe op og ned af gangene med sin indkøbskurv med hjul på) – og det er jo den sikre vej til en Mors hjerte ;)

Menueen endte med Antipasti bestående af forskellige lækre skiver italiensk kødpålæg, oliven og hjemmebagt foccacia.

Primo – hjemmelavede raviolier med fyld af ricotta og spinat – overhældt med en smule smeltet smør med salvie.

Secondo – svamperisotto med en fantastisk grillet tunsteak

Dolce – naturligvis tiramisu - det var mit første forsøg med den dessert, men den smagte helt fantastisk!

Som afslutning på det hele fik vi et par lækre cocktails – deriblandt en Cucumber Yum Yum – som til trods for den underlige kombination af snaps, gin, honning, lime, hindbær og agurk virkelig smagte helt fantastisk!

Jeg bliver vist aldrig den helt store madblogger, for det eneste, jeg huskede at tage billeder af var sidstnævnte cocktail – men det hele smagte himmelsk – og vi havde en skøn, skøn aften omgivet af dejlige mennesker :)

-som en bonus, så blev både Trutten og Fidusen puttet lige inden hovedretten, hvorefter de sov sødt resten af aftenen – se dét kan man kalde velopdragne børn ;)

Det ser dog ikke ud til, at der er gemt den helt store modeblogger i Fidusen – i hvert fald, så brød hun sig ikke videre om at få sit outfit foreviget :D

Bukser: Zara -.- Top: Rützou -.- Sko: Marc by Marc Jacobs – Ring: Georg Jensen – - Fidusen: Kjole: Norlie -.- Strømpebukser: Norlie ;)

For et års tid siden…

…var det min lille dreng, jeg svingede i armene iført denne kjole – og nu er det min lille baby pige, der får sig en tur.
Rent tilfældigt havde min kæreste taget dette billede af os – og da jeg så det på computeren tilbage i Danmark, kom jeg pludselig i tanke om det gamle billede af Trutten og mig.

Lidt sjovt at tænke på, at sidste år i maj, hvor billedet af Trutten og mig blev taget, der havde vi ingen anelse om, at vi et år senere, skulle få sådan et fint nyt medlem af familien.

I dag er min kæreste på vej hjem fra Skanderborg Festival – og sidste år, da han var på vej hjem, fandt jeg ud af, at jeg var gravid – så han blev mødt af Trutten i en hjemmekreeret t-shirt med teksten “jeg skal være storebror”.

Faktisk filmede jeg det hele på min mobil, men uheldigvis fik Trutte aka pilfingeren slettet optagelsen et par dage senere – det havde ellers været fint at kunne vise Fidusen, når hun bliver lidt ældre.

Kjole: Zara -.- Sandaler: ASOS

Fidusen: Poppy Rose fra top til tå :;)